I Rudersdal Kommune har vi fokus på strategiske partnerskaber, hvor vi på tværs af sektorer lærer af og inspirerer hinanden til at løse morgendagens udfordringer. Bæredygtige forretningsløsninger og en helt nødvendig udvikling af ny teknologi er vigtige parametre for både erhvervslivet og for samfundet. Når vi indgår i partnerskaber, kan vi sammen finde nye måder at gribe de store samfundsudfordringer an, som vi kun løser ved et tættere og nyt sammenspil mellem virksomhederne, kommunen og de andre erhvervsaktører.
Vi stiller skarpt på det lokale potentiale
I Erhvervsudvalget har vi i 2020 og 2021 valgt særligt at fokusere på det lokale potentiale i strategisk udvikling af en grøn og bæredygtig erhvervsudvikling. Vi har derfor været i dialog med en række Rudersdal virksomheder for at få et indblik i deres behov og for at forstå, hvilke temaer, der har de lokale virksomheders interesse. Sammen med jer vil vi udfolde disse temaer ved en række nye virksomhedspanelmøder, der skal løbe af stablen i første del af 2021. Formålet med virksomhedspanelerne er at identificere initiativer, som kan understøtte en god erhvervsudvikling og kan skabe grobund for nye alliancemuligheder. Jeg glæder mig til at høre mere om, hvad I efterspørger, og jeg håber, at I vil engagere jer i dialogen om at skabe en attraktiv grøn erhvervskommune i fremtiden. Uanset om vi taler om cleantech, klimavenlig infrastruktur, bygninger, vedvarende energi eller et helt femte område, så ved jeg, at Rudersdals virksomheder har noget at byde ind med.
Indstil kandidater til Erhvervsprisen 2020
Gennem de seneste fem år har Rudersdal Kommune hvert år uddelt en erhvervspris for at anerkende og værdsætte en virksomhed, der har skabt vækst og nye arbejdspladser. Det er fortsat vigtigt, men fra 2020 har Erhvervsudvalget valgt også at sætte fokus på den sociale, den samfundsbevidste og den bæredygtige bundlinje. En del lokale virksomheder arbejder allerede med bæredygtig udvikling på en innovativ måde. Og midt i coronaudfordringerne har flere virksomheder opnået succes med helt nye produkter, der understøtter den fælles kamp imod coronaen, ligesom flere har opdyrket nye markeder eller udmærket sig på anden måde. Det vil vi gerne anerkende gennem Rudersdal Kommunes Erhvervspris 2020. Lige nu kan du indstille kandidater til prisen via dette link.
Giv os dit input
I Erhvervsudvalget vil vi altid gerne høre om jeres ideer og erfaringer samt komme på besøg i jeres virksomhed, når situationen igen tillader det. I kan altid sende jeres ideer og betragtninger til erhverv@rudersdal.dk, I kan gå i dialog med os på Rudersdal Kommunes LinkedIN profil, eller I kan kontakte erhvervskonsulent Bjørn Engsig direkte på tlf. 72 68 31 38. Venlig hilsen
Formand for Erhvervsudvalget Randi Mondorf på vegne af Erhvervsudvalget
|